2 eller 3 barn?

[3jentemor]

I slike tilfeller er det da bra at de ikke har fler enn ett barn å ta seg av, når de prioriterer egne gjøremål så høyt.

ja, ellers skulle de lade være at få barn

[morsan]

Det synes jeg er en helt anden problemstilling, selvsagt har jeg ondt af de som ikke kan få de barn de ønsker sig, eller af medisinske grunde ikke tåler at føde mere end 1 barn.

Det jeg bliver lidt provoseret af, er når relativt unge forældre synes det er så anstrengende at få barn og at de går glip af tid til at dyrke sine (tidskrævende?) fritidsinteresser sådan som før - og ikke mindst de forældre som er så optaget af egen karriere at de vælger at få bare et barn - fordi de ikke har tid til mere. - Da er de vellykkede som forældre fordi de faktisk har fået dette ene barn - hvor jeg synes de kunne tænke mere på barnets tarv.

Jeg synes det svaret ditt oser av fordommer mot ettbarnsforeldre. Det er ikke sikkert grunnen er den du tror den er, eller den de du kjenner gir inntrykk av offentlig.

Jeg klarer heller ikke å se logikken i at det er synd på enebarn der foreldrene biologisk sett kunne ha fått flere barn, mens dersom det er bilogiske årsaker til at de ikke lykkes i å få flere barn, så er det ikke synd på barnet mer.

[Gjest høstløv]

ja, ellers skulle de lade være at få barn

Barn har det nå med å komme ploppende av seg selv.

[morsan]

I slike tilfeller er det da bra at de ikke har fler enn ett barn å ta seg av, når de prioriterer egne gjøremål så høyt.

Der er jeg faktisk uenig med deg. Dersom foreldrene er veldig mye "på farten" og har svært mange andre prioriteringer enn barnet, tror jeg det ville vært en stor fordel for barnet å ha et søsken i relativt nær alder. Hvis ikke tror jeg barnet lett kan føle seg veldig ensomt og overlatt til seg selv.

[Gjest høstløv]

Der er jeg faktisk uenig med deg. Dersom foreldrene er veldig mye "på farten" og har svært mange andre prioriteringer enn barnet, tror jeg det ville vært en stor fordel for barnet å ha et søsken i relativt nær alder. Hvis ikke tror jeg barnet lett kan føle seg veldig ensomt og overlatt til seg selv.

Kanskje det.

Jeg tenkte bare på at det var bedre at det bare var ett barn, som foreldrene måtte ta seg av, enn det var mange barn som alle ville føle seg forsømt.

[Katt-ja]

Det synes jeg er en helt anden problemstilling, selvsagt har jeg ondt af de som ikke kan få de barn de ønsker sig, eller af medisinske grunde ikke tåler at føde mere end 1 barn.

Det jeg bliver lidt provoseret af, er når relativt unge forældre synes det er så anstrengende at få barn og at de går glip af tid til at dyrke sine (tidskrævende?) fritidsinteresser sådan som før - og ikke mindst de forældre som er så optaget af egen karriere at de vælger at få bare et barn - fordi de ikke har tid til mere. - Da er de vellykkede som forældre fordi de faktisk har fået dette ene barn - hvor jeg synes de kunne tænke mere på barnets tarv.

Nå blir jeg provosert av deg.

Selv om jeg faktisk har de 2 barna som du tydeligvis synes er absolutt minstemål - hvis man i det hele tatt skal ha barn!

Gled deg over din energi (og prektighet) - uten å dømme dem som synes det holder med færre barn.

[Gjest Tatjana]

Vi har tre barn med relativt stor aldersforskjell (9 år mellom eldste og yngste).

Da jeg ventet nr tre måtte vi bytte bil. En bilselger vi prata med i denne prosessen sa det slik: Mange biler er registrert for fem, men laget for fire. Og det erfarte vi også. Den midterste plassen i baksetet er en smal liten kul. Vi lette derfor etter en bil med skikkelig bakseteplass til tre. Men det finnes det også .-).

Ellers blir det jo mer av alt selvfølgelig: Mer kjøring, mer henting, mer leksehjelp, flere foreldremøter og dugnader. Nå er min yngste så stor at h*n er førsteklassing, og med alle tre i skolen letta det voldsomt på for oss voksne :-).

Alle tre tar skolebussen om morgenen. Familiens yngste har SFO noen timer på ettermiddagen, men det er så nært til jobben min (og mannens) at det er aldri noe problem å rekke henting. Det var verre da vi hadde en i barnehagen, satt på job og visste at det var 13 km å kjøre på glatte veier og stengetid om et kvarter.

Jo eldre min yngste har blitt, jo lettere har det også blitt syns jeg. Det du kan tenke litt på, er travelheten i desember og juni som en her inne pleier å si. Rekker du flere avslutninger, hyggekvelder, luciafrokoster og grillkvelder? For oss har det vært veldig greit, mine barn har stort sett gått i kulturskolen og der har de ikke slikt. Det er konsert/utstilling i november og april/mai, og that's it.

[3jentemor]

Lærer at tage hensyn, for mamma og pappa kan ikke hjælpe alle barn samtidig

Lærer at tage økonomiske hensyn for familien er større

Har flere personer i sin nære familie som samtalepartnere/legekammerater

Må dele mamma og pappas opmærksomhed

Har altid nogen at være sammen med i ferier og weekender, tidligt om morgenen, sent om kvelden etc

Flere som kender hver enkelt godt

Dårligere plads og trangere økonomi

Flere hensyn som må tages, kan ikke få så meget fokus fra de voksne, hverken tidsmæssigt eller materielt

Bliver en del af en større familie - på livstid

De store kan og må hjælpe de små

Flere at krangle med, bryne sig på, diskutere med, udveksle erfaringer med

Bliver flinkere til at samordne sig med venner for at få organiseret kørsel til aktiviteter

Som ungdom/voksne vil man have flere søskende at spille på, når modgangen kommer

[laban]

Det synes jeg er en helt anden problemstilling, selvsagt har jeg ondt af de som ikke kan få de barn de ønsker sig, eller af medisinske grunde ikke tåler at føde mere end 1 barn.

Det jeg bliver lidt provoseret af, er når relativt unge forældre synes det er så anstrengende at få barn og at de går glip af tid til at dyrke sine (tidskrævende?) fritidsinteresser sådan som før - og ikke mindst de forældre som er så optaget af egen karriere at de vælger at få bare et barn - fordi de ikke har tid til mere. - Da er de vellykkede som forældre fordi de faktisk har fået dette ene barn - hvor jeg synes de kunne tænke mere på barnets tarv.

Men man vet jo ikke helt hvordan det er å ha barn, før man har fått det første.

Det er vel litt på kanten å få barn nr. to fordi man mener den eldste trenger selskap, eller fordi svigermor eller naboen synes det er "riktig", men foreldrene egentlig synes det hadde vært best å la være?

Vær også klar over at noen ikke orker å forklare årsaken til at de "bare" har fått ett barn, og heller lirer av seg noe om tid og jobb i stedet for å glefse at det raker ingen.

[3jentemor]

Jeg synes det svaret ditt oser av fordommer mot ettbarnsforeldre. Det er ikke sikkert grunnen er den du tror den er, eller den de du kjenner gir inntrykk av offentlig.

Jeg klarer heller ikke å se logikken i at det er synd på enebarn der foreldrene biologisk sett kunne ha fått flere barn, mens dersom det er bilogiske årsaker til at de ikke lykkes i å få flere barn, så er det ikke synd på barnet mer.

Helt greit - da er vi bare uenige

[Bookworm]

Tja... det er muligt. Men jeg har faktisk lidt ondt af de barn som ikke får søskende fordi forældrene siger at de har så mye job med det barn de har at de ikke orker mere - og det er en udtalelse jeg møder indimellem.

Jeg mener det er en klar fordel for børn at have søskende, selvom det selvsagt kan være anstrengende at være forælder og mangle søvn, ikke have tid til så meget som før, måtte hente/bringe/rydde/vaske/betale etc. Jeg synes bare at har man valgt at få børn, så vægter hensynet til barnets opvækst højt.

Min mening er helt klart at 1 søsken er så uendeligt meget bedre end ingen søskende - men så tager jeg hatten af for de som får til at give sit barn mange søskende. så til spørgsmålet om 2 kontra 3 barn så anbefaler jeg definitivt 3 barn for ungernes skyld.

''Jeg synes bare at har man valgt at få børn, så vægter hensynet til barnets opvækst højt.''

Ja nettopp - og det er grunnen til at bl.a. jeg bare har ett barn. Her er det ikke jobb og karriere som setter en stopper for det, men helsa. Og da vil jeg være i stand til å kunne ta vare på det ene barnet jeg har, ikke å sette flere til verden "fordi hun vil få det så mye bedre med søsken". Det gjør hun ikke, for da har hun ikke en fungerende mamma lenger.

[Bookworm]

Det er jo ikke alle forunt å få lov til å beholde de barn, en har.

Det kan skje ulykker, sykdom, narkotika/alkoholproblematikk og andre ting, som kan føre til at en mister et barn. Det kan være en av grunnene til at familier velger å få flere enn to barn.

En kan da ikke sette barn til verden med den hensikt at det skal erstatte tapte eller evt. tapte barn i framtiden!?

[Gjest høstløv]

En kan da ikke sette barn til verden med den hensikt at det skal erstatte tapte eller evt. tapte barn i framtiden!?

Les videre i tråden, før du kommenterer mere.

[Katt-ja]

En kan da ikke sette barn til verden med den hensikt at det skal erstatte tapte eller evt. tapte barn i framtiden!?

Nei, det synes også jeg høres merkelig ut...

En ekstra mann (med-forsørger og -oppdrager) derimot - det kunne jo vært kjekt ;-)

[morsan]

Kanskje det.

Jeg tenkte bare på at det var bedre at det bare var ett barn, som foreldrene måtte ta seg av, enn det var mange barn som alle ville føle seg forsømt.

Jo, hvis de virkelig er forsømt, så, men det er mange barn i større barneflokker som får adskillig mindre foreldreoppmerksomhet enn enebarn av travle foreldre, så jeg tror ikke så mange er reelt sett forsømte. Men følelsen av å være "forsømt", eller heller "overlatt til seg selv", kan være ytterst reell.

Jeg har f eks observert forskjellen mellom mitt barn og hans tre søskenbarn, når det kommer til bruk av barnevakt. Disse tre søsknene jublet "jippi" når foreldrene sa at de i kveld skulle passes av en innleid barnevakt. Mitt barn ble nesten litt trist over tanken på at vi skulle overlate han "alene" hjemme på den måten der, og derfor har vi også kun benyttet innleid barnevakt to ganger i hans liv.

De før nevnte søskenbarna hadde barnevakt såpass ofte at bestemoren deres spøkefullt omtalte dem som "de foreldreløse". Jeg tror likevel de har hatt utrolig mye glede og selskap i hverandre, og ikke følt seg "forlatt" på samme måte som et enebarn ville gjort.

[Bookworm]

I slike tilfeller er det da bra at de ikke har fler enn ett barn å ta seg av, når de prioriterer egne gjøremål så høyt.

Ja, det er faktisk en gjennomtenkt tankegang det også, hvis de ikke er villige til å bruke mer av "sin tid" på barna...

[laban]

Siden Tatjana minte meg på det nedenfor her, svarer jeg det jeg pleier: Tenk på desember og mai / juni, om du da synes du burde vært klonet. Det blir ikke bedre med ett barn til.

Man må jo også alltid tenke litt på at man _kan_ få et barn med spesielle behov som gjør alt litt tyngre.

Men egentlig tror jeg man stort sett får til det man ønsker seg veldig. Det er jo massevis av eksempler på familier med både 3 og 4 barn som prioriterer deretter og har det kjempefint.

[Bookworm]

Les videre i tråden, før du kommenterer mere.

Å beklager!

[Katt-ja]

''Jeg synes bare at har man valgt at få børn, så vægter hensynet til barnets opvækst højt.''

Ja nettopp - og det er grunnen til at bl.a. jeg bare har ett barn. Her er det ikke jobb og karriere som setter en stopper for det, men helsa. Og da vil jeg være i stand til å kunne ta vare på det ene barnet jeg har, ikke å sette flere til verden "fordi hun vil få det så mye bedre med søsken". Det gjør hun ikke, for da har hun ikke en fungerende mamma lenger.

Slapp av, Bookworm - sviktende helse er en av de få gyldige grunner 3jentemor har til å kun føde ett barn...

[Bookworm]

Der er jeg faktisk uenig med deg. Dersom foreldrene er veldig mye "på farten" og har svært mange andre prioriteringer enn barnet, tror jeg det ville vært en stor fordel for barnet å ha et søsken i relativt nær alder. Hvis ikke tror jeg barnet lett kan føle seg veldig ensomt og overlatt til seg selv.

Det er jeg faktisk ikke enig med deg i, morsan. Hvis ikke foreldrene ønsker å prioritere tiden sin på barn, skal de ikke sette flere barn til verden for å holde den første med selskap... Det er også en helt feil grunn til å få barn...

Da skulle man heller ha tenkt seg om før man fikk barn i det hele tatt...