Mullah Krekar og de 134 røverne?

[keinstein]

Fra Danmark fikk vi et gledelig budskap, da var det ikke bare tre vise menn som kom med gaver. Et hundretall irakere er bare Blåbær. De naive intellektuelle "hjalp til" der også. Byråkratene sveivet i gang lobbyevnene sine for å redde de arme stakkarer som ikke likte seg hjemme, men viste seg å like seg likevel. Nå skal vi se om irakerne har vært på ferie også, og om de klarer å innordne seg her i det kalde nord. Det er ikke snøen som frister, men kalde cash og usikra verdier.

Nå har vi mulighetern til å se hvor integrerte 134 irakere kan bli på f eks 13 år. Det skal bli spennende.

----------------------------

Blågårdspalæstinenserne 13 år efter

Kim Larsen og band spillede, så både engle og apostle må have foldet hænderne af fryd. Jesus kiggede ned fra Korset og et sted mellem 500 og 600 mennesker sad på rækkerne. De gjorde Nørrebro-kirken varmere og varmere?.

Så lyrisk var beskrivelsen lillejuleaften 1991, da BT rapporterede fra et støttearrangement til fordel for de statsløse palæstinensere, der havde besat Blågårds kirke for at få omgjort deres afslag på asyl.

13 år efter tilbage i virkeligheden. Af de 321 personer, som Socialdemokraterne, SF og De Radikales særlov den 3. marts 1992 gav dem opholdstilladelse i Danmark, er de 135 senere blevet dømt for kriminalitet svarende til 42 %. 74 % var i 2003 på en eller anden form for overførselsindkomst (sosialstøtte) , og af blågårdspalæstinensernes børn er 56 % noteret for lovovertrædelser.

Spørgsmålet er om de 5-600 mennesker stadig ville sidde på rækkerne for at sikre de 321 blågårdspalæstinensere opholdstilladelse, hvis de havde vist, hvilket præg palæstinenserne ville have sat på Danmark 13 år efter?

Elsebeth Gerner Nielsen og Elisabeth Arnold ville. Det er der slet ingen tvivl om. Ingen af de to professionelle barmhjertige samaritanere vakler 13 år efter en tøddel i deres opbakning til særloven. Og det på trods af at både Elsebeth, Elisabeth og det resterende folketingsflertallet blev taget godt og grundigt ved næsen ? men de lod sig tage ved næsen, for der var ingen undskyldning, for særloven.

312 af de ?forfulgte? palæstinensere havde i både 1990 og 1991 været i Libanon og Syrien. Og den angivelige fare som venstrefløjen ville beskytte palæstinenserne imod var næppe til stede. For omkring 200 palæstinensere havde alene i Århus politikreds i 1991 søgt om lov til at tage på ferie i det land, de var flygtet fra. Efter særloven blev vedtaget besluttede omkring 200 af blågårdspalæstinenserne da også lige at tage et smut hjem for at fejre opholdstilladelsen i Danmark

Endnu en gang viste det sig, at den danske befolkning var klogere end politikerne på Christiansborg. Et overvældende flertal var imod særloven. Men det bekymrede ikke de gode mennesker. De var der alle sammen ? Lone Hertz, Erik Clausen, Anne Marie Helger og Anker Jørgensen. Alle stod de og viftede med deres små lys for at vise hvor uendeligt gode de var. Men over for den danske befolkning var de ikke ?gode?. Disse professionelle politiske korrekte har påført det danske samfund en byrde, som vi igennem de næste mange år stadig vil komme til at bære.

Men alle de velkendte politisk korrekte fik skam også følgeskab af andre. Ole Berthelsen, biskop i København, anbefalede, at kirkerne brugte Juleaftens indsamling i stiftet til støtte for de statsløse palæstinensere. Den konservative kirkeminister Torben Rechendorff var så fræk, at han tog afstand fra Søren Krarup og andre folkekirkelige præster, der protesterede mod, at palæstinenserne fik husly i Blågårds Kirke. Og den konservative justitsminister Hans Engell gjorde intet for at få udvist de afviste palæstinensere. Han lod stå til og ventede blot på, at venstrefløjen vedtog særloven.

Andre svingede sig også op i et toneleje, hvor al anstændighed blev ofret. Ekstra Bladets leder den 16. januar 1992 nåede nærmest falset, da man prædikede ?Folketingets flertal må stå fast og gå til afstemningsknapperne i medmenneskelighedens navn?

Og det gjorde Folketingets flertal så som bekendt ? men næppe i medmenneskelighedens navn.

I hvert fald ikke i medmenneskelighed over for de danskere, der nu skal betale gildet på krop og sjæl.

Når jeg nu mindes de dage for 13 år siden, tænker jeg på, hvor langt vi er kommet. Ingen drømmer om at en flok afviste irakeres optøjer på et asylcenter i Avnstrup ved Roskilde skal betyde, at man ved en særlov gennemtrumfer, at de alligevel får opholdstilladelse. Det spåede socialdemokraternes ordfører Dorthe Bennedsen ellers ved behandlingen af særloven den 3. marts 1992.

Hendes ord blev ikke Danmarks skæbne. Men venstrefløjen bærer mere end noget andet ansvaret for blågårdspalæstinensernes gøren og laden i Danmark i dag. Hver en bistandskrone, der bliver udbetalt, og hver en kriminel handling, der foretages, kan vi takke Socialdemokraterne, SF og De Radikale for.

med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard