lille

[jike]

hvorfor bliver jeg ved med at føle mig lille indeni? jeg er 27 år, går den følelse aldrig bort? jeg går i behandling for min spiseforstyrrelse, og jeg er også kommet videre, men det tager så lang tid! der er stadig så meget jeg ikke har klarhed over og som jeg ikke forstår. hvorfor kan jeg ikke klare fysisk kontakt, er det normalt for dem med sf? jeg har svært ved at tro at det vil blive anderledes. jeg føler mig bange og nogen gange trist, når jeg er hos min massør, som mest healer mig, f.eks. bare holder hendes hænder på mine skuldre. hvorfor bliver jeg angst over så lidt? jeg forstår det bare ikke.

[Laila Sundgot Schneider, Lege]

Kjære lille ! Det tar ofte lang tid på veien til bedring og det å bli frisk fra en spiseforstyrrelse, - det krever tålmodighet, mot og vilje. Du har allerede kommet videre, det er selvsagt fint, men på veien til bedring er det normalt at det oppstår mange tildels uforklarlige følelser og tanker- det er disse vansklige følelsene du kan få hjelp til slik at du etterhvert forstår deg selv bedre. Du er absolutt ikke alene om å være redd for fysisk kontakt, mange kjenner igjen denne angsten som sliter med sf. For mange er det derfor svært viktig å finne ut hvilken type behandling som de kanskje bør unngå, for mange kan f.eks psykomotorisk behandling være for nærgående, truende i en viss fase av sykdomsbilde, kanskje dette også gjelder for deg? Likevel vil enhver type av behandling være tung og vanskelig i perioder, avhengig av hva du og din terapeyt rører med av dine følelser. Dette er en årsak til at mange slutter/avbryter behandlingen. Jeg vil råde deg til å ta det opp med din behandler, slik at dere sammen finner ut hva som kan være beste tilnærmingsform for deg, lykke til !

Informasjon via Internett erstatter ikke konsultasjon med lege eller annet kvalifisert medisinsk personell. For en sikker vurdering av problemstillingen du tar opp i brevet, bør du rådføre deg med din kontaktperson i det offentlige helsevesen.

Vennlig hilsen Laila Sundgot Schneider, lege

[jike]

Kjære lille ! Det tar ofte lang tid på veien til bedring og det å bli frisk fra en spiseforstyrrelse, - det krever tålmodighet, mot og vilje. Du har allerede kommet videre, det er selvsagt fint, men på veien til bedring er det normalt at det oppstår mange tildels uforklarlige følelser og tanker- det er disse vansklige følelsene du kan få hjelp til slik at du etterhvert forstår deg selv bedre. Du er absolutt ikke alene om å være redd for fysisk kontakt, mange kjenner igjen denne angsten som sliter med sf. For mange er det derfor svært viktig å finne ut hvilken type behandling som de kanskje bør unngå, for mange kan f.eks psykomotorisk behandling være for nærgående, truende i en viss fase av sykdomsbilde, kanskje dette også gjelder for deg? Likevel vil enhver type av behandling være tung og vanskelig i perioder, avhengig av hva du og din terapeyt rører med av dine følelser. Dette er en årsak til at mange slutter/avbryter behandlingen. Jeg vil råde deg til å ta det opp med din behandler, slik at dere sammen finner ut hva som kan være beste tilnærmingsform for deg, lykke til !

Informasjon via Internett erstatter ikke konsultasjon med lege eller annet kvalifisert medisinsk personell. For en sikker vurdering av problemstillingen du tar opp i brevet, bør du rådføre deg med din kontaktperson i det offentlige helsevesen.

Vennlig hilsen Laila Sundgot Schneider, lege

tak for svaret. jeg er meget usikker på hvad jeg skal stille op mht. det fysiske i min behandling. det er noget nyt for mig, og egentlig er det meget få skridt jeg tager mht. kropslig kontakt. min massør passer meget på ikke at overskride mine grænser, men det er jo ikke altid jeg selv kender til de grænser, før det er for sent. jeg ved, at det er en vigtig del at tage noget kropsarbejde med i vejen mod helbredelse, spørgsmålet er bare hvordan og hvor meget jeg klarer lige nu. jeg skulle have været hos massøren idag, men hun er blevet syg, så det er skubbet et par dage. jeg har næsten lige sagt farvel til min terapeut, da hun skal have barn, så jeg er igang med at finde ud af, hvad jeg så skal stille op. jeg ved at massøren ikke er nok, da jeg savner/mangler fokus på det psykiske. så jeg leder... og håber snart at finde en god løsning.

[Laila Sundgot Schneider, Lege]

tak for svaret. jeg er meget usikker på hvad jeg skal stille op mht. det fysiske i min behandling. det er noget nyt for mig, og egentlig er det meget få skridt jeg tager mht. kropslig kontakt. min massør passer meget på ikke at overskride mine grænser, men det er jo ikke altid jeg selv kender til de grænser, før det er for sent. jeg ved, at det er en vigtig del at tage noget kropsarbejde med i vejen mod helbredelse, spørgsmålet er bare hvordan og hvor meget jeg klarer lige nu. jeg skulle have været hos massøren idag, men hun er blevet syg, så det er skubbet et par dage. jeg har næsten lige sagt farvel til min terapeut, da hun skal have barn, så jeg er igang med at finde ud af, hvad jeg så skal stille op. jeg ved at massøren ikke er nok, da jeg savner/mangler fokus på det psykiske. så jeg leder... og håber snart at finde en god løsning.

Kjære jike ! Har du hatt en oppsumeringstime sammen med din behandler, for å høre hennes mening om hvor du står og kanskje hva slags behandling hun vil anbefale deg videre ? Hvis det er mulig vil jeg absolutt be om en avsluttende time hos henne. Den nyttigste behandlingsformen for sf er samtaler. Samtaler kan finne sted i mange former, men har du noen gang gått i psykoterapi hos psykiater/psykolog ? Kanskje dette ville være et alternativ for deg. Hvis jeg ikke tar feil, mener jeg at du har slitt i flere år med din sf? Samtaler kan finne sted i mange former; individuelt, grupper og i familien. Samtalene kan også finne sted i forskjellige teoretiske og faglige tradisjoner; psykoanalytisk inspirert psykoterapi, kognitiv behandling, familieterapi, psykomotorisk fysioterapi, kroppsorientert psykoterapi, uttrykksterapi, hypnose. Samtaler kan også finne sted hos helsesøster, lege, PP-tjenesten osv. Du kan sikkert kontakte Interessegruppa for kvinner med spisefortyrrelser- IKS ellerAnorexia/Bulimia Foreningen som kan gi deg råd og nærmere informasjon om tilbud der du bor. Lykke til !

Informasjon via Internett erstatter ikke konsultasjon med lege eller annet kvalifisert medisinsk personell. For en sikker vurdering av problemstillingen du tar opp i brevet, bør du rådføre deg med din kontaktperson i det offentlige helsevesen.

Vennlig hilsen Laila Sundgot Schneider, lege

[jike]

Kjære jike ! Har du hatt en oppsumeringstime sammen med din behandler, for å høre hennes mening om hvor du står og kanskje hva slags behandling hun vil anbefale deg videre ? Hvis det er mulig vil jeg absolutt be om en avsluttende time hos henne. Den nyttigste behandlingsformen for sf er samtaler. Samtaler kan finne sted i mange former, men har du noen gang gått i psykoterapi hos psykiater/psykolog ? Kanskje dette ville være et alternativ for deg. Hvis jeg ikke tar feil, mener jeg at du har slitt i flere år med din sf? Samtaler kan finne sted i mange former; individuelt, grupper og i familien. Samtalene kan også finne sted i forskjellige teoretiske og faglige tradisjoner; psykoanalytisk inspirert psykoterapi, kognitiv behandling, familieterapi, psykomotorisk fysioterapi, kroppsorientert psykoterapi, uttrykksterapi, hypnose. Samtaler kan også finne sted hos helsesøster, lege, PP-tjenesten osv. Du kan sikkert kontakte Interessegruppa for kvinner med spisefortyrrelser- IKS ellerAnorexia/Bulimia Foreningen som kan gi deg råd og nærmere informasjon om tilbud der du bor. Lykke til !

Informasjon via Internett erstatter ikke konsultasjon med lege eller annet kvalifisert medisinsk personell. For en sikker vurdering av problemstillingen du tar opp i brevet, bør du rådføre deg med din kontaktperson i det offentlige helsevesen.

Vennlig hilsen Laila Sundgot Schneider, lege

Kære Laila.

Ja, før jeg sluttede hos min behandler, brugte vi meget tid på at tale om hvad jeg skulle gøre, når jeg ikke var hos hende længere. Min behandler var kropspsykoterapeut, men vi begyndte først at arbejde lidt mere med kroppen de sidste måneder. Det var min behandler, der anbefalede mig at starte hos massøren, det er en blid kvinde - ikke noget med at ligge på en briks, hvis jeg ikke vil det (og det vil jeg ikke!), og jeg startede hos massøren før jeg sluttede hos min terapeut, for at se om det var noget, jeg kunne klare. Jeg troede egentlig at det ville være nok med massøren, men det har jeg nu fundet ud af, at det ikke er. Jeg er nødt til at finde en anden terapeut, ikke psykolog (de er for dyre) og heller ikke en psykiater, for så skal jeg gennem min læge, og der er meget lang venteliste for at komme til en psykiater (jeg har talt med min læge om det før). Min behandler har også foreslået mig at kontakte et sted, hvor der er terapi for spiseforstyrrede, de arbejder nogenlunde på samme måde som hende, og det tiltaler mig. Jeg har sendt dem en mail, og håber de svarer! Jeg ved de har telefontid kl. 10-16, men jeg vil ikke ringe fra mit arbejde! Jeg har også kontaktet nogle andre. Det jeg har brug for er primært samtale, men ikke kun det. Der må også være noget med at skulle "føle indad", det er svært for mig at forklare, og det gør det jo ikke nemmere, at jeg skriver dansk i et norsk forum!

Ang. IKS, er de ikke relevante for mig, da jeg bor i Danmark, men her har vi også nogle patientforeninger. Jeg var tæt på at ringe til en af dem her i aften, men jeg turde alligevel ikke. Det mindste gør mig bange!

Jeg ved, at jeg er nødt til at kæmpe videre, men nogen gange virker det så håbløst. Jeg har haft sf siden jeg var 13-14 år og er nu 27. Får det aldrig nogen ende!?! Jeg ER kommet videre, men jeg er så bange for at ryge tilbage eller aldrig at opleve noget godt ved livet. Jeg har svært ved at knytte kontakter, sådan har det altid været, men det går mig meget på. Jeg har aldrig haft en kæreste, og har aldrig rigtigt kunnet være tæt på folk - hverken fysisk eller psykisk. Jeg er så træt af det her, tit har jeg lyst til at give op, men det nytter jo heller ikke.

Jeg skal hen til min massør i morgen, jeg frygter det, sidste gang gik jeg i panik, jeg var så bange.. jeg vil ikke, at det skal ske igen.. og ønsker ikke at bryde sammen over for hende. Jeg får ondt i maven af at tænke på det. Hun er ellers meget sød og sådan, men jeg får sådan nogle stærke reaktioner af at være der.

Undskyld at jeg har skrevet så meget, det var ikke meningen, jeg havde bare lidt brug for at skrive, tror jeg.

Tanker fra